Grimes holder sig travlt beskæftiget med AI og NFT'er, og det er generelt lang tid siden, hun har lavet musik, der oprigtigt var interessant. Heldigvis har hun en værdig arvtager i form af singaporeanske Yeule, der netop har udgivet et suverænt, skævt album.

ANBEFALING. Kan du huske Grimes?

Jovist, vi har stadig kendissen Grimes. Den Grimes, der giver fjollede navne til sine børn, får lavet opsigtsvækkende kropsmodifikationer og øjensynligt kun er interesseret i at lave musik, så længe det kan kobles på tidens hotteste teknologi-trends, hvad end det så hedder AI eller NFT’er.

Men vi har ikke rigtig musikeren Grimes længere. Hende, der i 2012 slog igennem med æterisk synthpop på ‘Visions’. Hende, der i 2015 mestrede den mere dansable electropop på efterfølgeren ‘Art Angels’. Og hende, der i 2020 lavede en futuristisk-apokalyptisk rutsjebanetur på ‘Miss Anthropocene’.

Siden ‘Miss Anthropocene’ har Grimes udsendt en længere stribe singler, men ingen af dem har været særlig gode, og hvor hendes lyd gennem 2010’erne var i konstant udvikling, har hun på sine nyere singler siddet fast i den samme sci-fi-klingende pseudo-EDM-monogenre.

Det er egentlig ingen overraskelse, at Grimes’ musikkarriere ikke er særlig spændende længere. Tidligere i år kaldte hun sin musik for en »side quest«. Alt tyder på, at computerteknologi lige for tiden fascinerer hende langt mere, end musik gør, og det påvirker hendes output.

Men frygt ej, hvis du savner Grimes. For en 25-årig kunstner fra Singapore har ubesværet overtaget den plads, Grimes før i tiden besad i musiklandskabet. De hedder Nat Ćmiel, de laver musik under kunstnernavnet Yeule, og de har netop udgivet albummet ‘Softscars’.

Og tænk engang: Projektet startede faktisk, da Ćmiel som teenager tog inspiration fra netop Grimes. De så en video af Grimes, der spillede live med alt sit elektroniske udstyr ved hånden, og sagde til sig selv: »Den her bitch kan klare det hele. Hvis andre kan gøre det, så giver jeg det et forsøg«.

Derfra købte Ćmiel noget billigt brugt musikudstyr og begyndte at lege med elektronisk musik. Det resulterede i en række intime og underspillede ep’er op gennem 2010’erne, der i 2019 mundede ud i ‘Serotonin II’ – et æterisk synthpopalbum, der udviste klart slægtskab med Grimes’ ‘Visions’.

‘Serotonin II’ bød på science fiction-æstetik, anime-referencer, neon-oplyste musikvideoer og endda en sangstemme, der ikke var så forskellig fra den tidlige Grimes. Men Yeules indietronica var ikke bare en kopi. De kom også med en nysgerrighed og en lyst til at prøve ting af.

Og det er jo de samme kvaliteter, der i sin tid drev Grimes fremad. Der var eksempelvis dengang, Grimes flirtede med altmetal på ‘We Appreciate Power’. Eller da hun omfavnede pumpet trap-EDM på ‘Go’. Kan man overhovedet forestille sig vor tids Grimes gøre den slags?

Næppe, men den slags risici er Yeule villig til at tage. Som da de sidste år flåede synthtonerne fra hinanden og skabte et støjende, misantropisk og glitchet stykke depressionskunst i form af albummet ‘Glitch Princess’. Et album, der – for lige at understrege Yeules vilje til at tage chancer – rundes af med en næsten fem timer lang ambient-komposition.

Og nu har Yeule gjort det igen.

Hvordan ville det mon lyde, hvis Grimes lavede et rockalbum?

Altså ikke med den groovy altmetal, vi hørte på guitaren fra ‘We Appreciate Power’, men i stedet med en skelen til shoegaze, støjrock og dreampop? Et Grimes-album, hvor inspirationskilderne hedder Slowdive, Mazzy Star og Yo La Tengo, og hvor de atmosfæriske synths fra ‘Visions’ er udskiftet med tætpakkede, tågede lag af guitarer overdynget med pedaler?

Det ville nok lyde lidt a la Yeules ‘Softscars’. Og vi får stadigvæk den skæve, alternative sangskrivning, der lige siden starten har gjort både Yeule og Grimes så spændende.

Der er noget dejligt morbidt over at høre Yeule blidt synge »Violently biting off flesh / Of your own, of your own body« på ‘Daizies’. Afslutningsnummeret på ‘Softscars’ er noget så mærkværdigt som en hyldest til IDM-pionereren Aphex Twin, der samtidig er en programerklæring af Nat Ćmiels virtuelle Yeule-identitet.

Albummets lyrik kredser om selvskade, ubehag over for sin egen krop og – i forlængelse deraf – fascination af den digitale verden, hvor det kropslige kan opløses og erstattes. Og til det netop det formål fungerer de støjende guitarer bare ekstra godt.

Cyberspace tillader nemlig Yeule at transcendere sin egen krop og således også de kønnede forventninger, omverdenen har til dem: »Cyber heat, cyber meat / Android blood tastes, oh, so sweet / There is a boy and girl inside me, too / Nonbinary, it’s true«, synger de på ‘Cyber Meat’.

Selvhadet har altid været en del af Yeules tekstunivers, men på ‘Softscars’ er der også glimt af eufori. Alt sammen kommunikeret gennem et slags computerteknologiens sprog.

Grimes må være stolt.

‘Softscars’ er ude nu.